Icopal
Icopal er Europas førende producent af tag- og fugtisoleringsmembraner og markedsleder i Norden inden for tag- og metalentreprenørbranchen. I 2000 blev Icopal købt af en gruppe investorer med Axcel i spidsen. Målet var at videreudvikle den succesfulde virksomhed ved at fokusere og konsolidere.Europæisk markedsleder med vækstpotentiale
Icopal, der blev gundlagt i 1876, har en lang tradition for vækst gennem opkøb af både tagpapaktiviteter og beslægtede produkter og services. Icopal gennemførte det første store opkøb i 1917, og siden er det blevet til en række akkvisitioner. Med opkøbet af franske Siplast i 1989 og britiske Anderson Waterproofing i 1990 etablerede Icopal sig som den førende tagbelægningsaktør i både Europa og USA. Og med akkvisitioner i Polen og Slovakiet i 1999-2000 blev den europæiske markedsplatform yderligere udvidet mod øst.
En god investering med lovende perspektiver
Axcel ledede i juli 2000 et investorkonsortium, der overtog
Icopal, som i den forbindelse blev afnoteret fra Københavns
Fondsbørs. De nye ejeres strategiske mål var en markant
videreudvikling af virksomheden gennem et skærpet forretningsfokus
og en markedskonsolidering.
Christian Frigast og Nikolaj Vejlsgaard, henholdvis managing
partner og partner i Axcel, var begge ansvarlige for Axcels
investering i Icopal. De fortæller:
"Vores beslutning om at investere i Icopal lå lige for. Vi
betragtede Icopal som en virkelig god investeringsmulighed med
meget lovende udviklingsperspektiver. Virksomheden var klart
markedsledende i sit segment, og der var stadig basis for at styrke
forretningen og udnytte den positive markedsudvikling. Der var tre
indsatsområder for vores udviklingsstrategi:
• Ekspansion i nye markeder, f.eks. Østeuropa.
• Produkt- og serviceudvikling med fokus på at kunne levere en
komplet løsning til kunderne.
• Markedskonsolidering via opkøb.
Forretningsområder, der ikke havde tilknytning til tag- og
fugtisoleringsaktiviteterne - vej, rør og folier - blev solgt fra i
2000 og 2001. Derudover blev der iværksat initiativer til at styrke
virksomhedens omkostningseffektivitet og konkurrenceevne, f.eks.
etableringen af en centraliseret indkøbs- og supply chain-funktion.
Det skabte grundlaget for en vækststrategi med fokus på opbygning
af en bredere produktpalet, organisk vækst og konsolidering via
opkøb."
Styrkelse af ledelse og flere opkøb
Der var tale om et sundt private equity-investeringsprojekt lige til lærebogen.
- Martin Ellis, tidligere CEO, Icopal
Martin Ellis blev ansat som CEO i 2004. Han kom fra en stilling
som administrerende direktør i Saint Gobain Building Materials.
Desuden blev Holger C. Hansen udnævnt til CFO. Den nye ledelse
gennemførte over 20 opkøb af små og mellemstore virksomheder i
perioden op til salget af Icopal til nye ejere i 2007.
"Under Axcels ejerskab skete der virkelig meget i Icopal. Der blev
sat tempo på udviklingen gennem adskillige salgsfremmende
initiativer. Samtidig havde vi solid opbakning fra både bestyrelse
og eksterne samarbejdspartnere, der gjorde, at vi var i stand til
at finansiere og gennemføre en lang række opkøb på ret kort tid.
Alt sammen noget, som betød synergi og dynamik, der bl.a. var med
til at udvikle et stærkt markedsorienteret fokus i organisationen,"
siger Holger C. Hansen.
Med en kombination af organisk vækst og opkøb realiserede Icopal
tocifrede vækstrater på både top- og bundlinje i perioden
2005-2007.
Oprigtighed, mod og timing var nøglen
"Axcel har en yderst professional tilgang til forretningsudvikling: meget oprigtig og modig og ikke mindst præget af en meget fin sans for timing. Vores samarbejde med Axcel byggede på en åben og ærlig dialog mellem direktion og ejere, som sikrede, at direktionens forslag og oplæg altid fik en seriøs behandling. Samtidig viste Axcel os tillid og opbakning ved at give direktionen det nødvendige råderum til at gennemføre ideer til vækst, udvikling og aktiv risikostyring. Og så var timingen ideel. Der var tale om et sundt private equity-investeringsprojekt lige til lærebogen. Gennem hele processen - fra Axcels investering i 2000 over de mange opkøb til salget i 2007 - lykkedes det os at gennemføre vores planer," fortæller Martin Ellis.
Nye ejere skulle videreføre væksten
I 2007 var tiden inde til nye ejere. For det første var Icopal
nu europæisk markedsleder inden for vand- og fugttætte membraner og
stærkt positioneret som drivkraft for konsolidering af branchen.
Koncernen havde desuden en førende markedsposition på de strategisk
vigtige markeder for entreprenørvirksomhed inden for tag- og
facadeløsninger.
For det andet var Icopal kendt for en række stærke varemærker, en
bred vifte af kvalitetsprodukter og sin position som markedets
førende produktudvikler. Sidst, men ikke mindst, rummede Icopals
forretningsmodel et betydeligt potentiale for fortsat stærk vækst -
både i kraft af det hastigt voksende marked for fladtagsløsninger i
EU og Østeuropa og i kraft af de mange konsolideringsmuligheder,
som markedet fortsat rummede. Axcel satte derfor en salgsproces i
gang i foråret 2007.
Mange interesserede købere
I juni 2007 besluttede Axcel sig for at acceptere et købstilbud fra Investcorp. Axcel vurderede, at Investcorp var den bedste ejer til at føre Icopal gennem den næste vækstfase, der rummede yderligere branchekonsolidering, ekspansion og forbedring af driftseffektiviteten. Investcorp har da også siden videreført den vækststrategi, som Axcel og Icopals tidligere direktion udviklede, senest med opkøbet af en af de store konkurrenter i Tyskland.