NY MANAGING PARTNER HOS AXCEL

11. juni 2015

 

Axcel har ansat Christian Schmidt-Jacobsen, der kommer fra en stilling som CFO hos Icopal, som ny Managing Partner. Dermed afløser han Christian Frigast, der fortsætter som arbejdende formand for managementselskabets bestyrelse og som formand for Axcels investeringskomite.

I løbet af 2016 skal Axcel i gang med at rejse sin femte fond, og det bliver med en ny Managing Partner ved roret, nemlig den 44-årige Christian Schmidt-Jacobsen, der efter syv år forlader posten som CFO i byggematerialekoncernen Icopal. Christian Schmidt-Jacobsen har en meget bred erfaringsbase, idet han tidligere har arbejdet hos Axcel, Danske Bank Corporate Finance og ingrediensvirksomheden Chr. Hansen. Da både Chr. Hansen og Icopal er eller har været ejet af kapitalfonde, har Christian Schmidt-Jacobsen erfaringer fra begge sider af bordet.

”Kapitalfondsbranchen er en 'people's business', og derfor er mine partnerkolleger og jeg meget glade for, at det er lykkedes at tiltrække en kapacitet som Christian, der har gjort det utrolig godt som CFO i en af Europas større byggematerialekoncerner og tidligere i ledende funktioner hos Chr. Hansen. Jeg havde selv fornøjelsen af at ansætte ham i sin tid, og vi har hos Axcel bevaret en tæt tilknytning til ham gennem årene. Christian har mange gode år foran sig, samtidig med at han har den rette kombination af ledelsesmæssig, industriel og finansiel indsigt, som er afgørende i vores branche," siger Christian Frigast, der fortsætter som Managing Partner frem til Christian Omkring sin egen fremtidige rolle siger Christian Frigast.

"Jeg fortsætter hos Axcel i en ny rolle som Executive Chairman. I en partnerejet virksomhed og for vores investorer er kontinuitet et nøgleord. I løbet af 2016 skal vi hos Axcel rejse vores femte fond, og i den forbindelse har jeg forpligtet mig til at blive i hele investeringsperioden, men skal gradvis ud af den daglige drift. Fremover skal jeg navnlig have fokus på arbejdet i vores investeringskomite, Axcels kommende fond og en række eksterne roller, herunder DVCA. Det afgørende har været at gennemføre et glidende generationsskifte, så Christian og den øvrige partnergruppe får det bedst mulige afsæt i forbindelse med denne nye ledelsesmodel.

Christian Schmidt-Jacobsen ser med forventning frem mod sit nye job:

”Efter syv år hos Icopal er tiden inde til at prøve noget nyt. Nu får jeg muligheden for sammen med en række meget kompetente kolleger, der har lang erfaring inden for private equity, at fortsætte udviklingen af Axcel, der har været på en fantastisk rejse, siden jeg forlod den for 10 år siden. Axcel er i dag bredt funderet i nordisk erhvervsliv og har leveret nogle imponerende afkast. Nu skal vi bygge yderligere på, og den opgave ser jeg frem til at løfte sammen med mine nye kolleger,” slutter Christian Schmidt-Jacobsen.

I den nye struktur kommer Christian Frigast og Niels B. Christiansen til at køre et tæt parløb i Axcels formandskab. Christian Frigast bliver formand for managementselskabet, som ejes af Axcels partnere, og som driver selve fondene, og der bliver Niels B. Christiansen næstformand. Christian Schmidt-Jacobsen kommer ligeledes til at indgå i bestyrelsen sammen med to Axcelpartnere. Niels B. Christiansen fortsætter derudover som formand for Axcels Advisory Board, der primært har en rådgivende rolle, og her bliver Christian Frigast næstformand.

Niels B. Christiansen er også tilfreds med, at Christian Schmidt-Jacobsen bliver Axcels næste Managing Partner.

”Med Christian Schmidt-Jacobsens brede baggrund og kendskab til Axcel er jeg er sikker på, at han vil kunne udfylde posten som Managing Partner og sammen med den øvrige partnergruppe udgøre et meget stærkt team. Christian Frigast har med sine kolleger placeret Axcel centralt i Danmark og Norden. I den forbindelse har vi lagt vægt på, at han bevarer sin aktive tilknytning til Axcel, for alle ved, at succession management er kritisk i denne branche. Vi er derfor overbevist om, at den nye ledelsesmodel vil passe både organisationen og vores investorer,” slutter Niels B. Christiansen.

Ud over sin formandspost hos Axcel vil Christian Frigast fortsætte som næstformand hos DVCA og hos Pandora og som formand for Axcelfuture.