Elektronikvirksomheden BB Electronics solgt til ledelsen

4. februar 2016

 

Efter markante operationelle forbedringer i BB Electronics har Axcel indgået aftale om at sælge virksomheden til en investorgruppe, der består af repræsentanter fra ledelsen og bestyrelsen. Derved er der skabt et stærkt fundament for den fremtidige drift.

En investorgruppe køber nu BB Electronics af Axcel. Gruppen består bl.a. af den nuværende mindretalsaktionær Skovbit (et selskab ejet af den oprindelige grundlægger) og erhvervsmanden Per Blinkenberg-Thrane, medstifter af Thrane og Thrane. Herudover består gruppen af repræsentanter fra ledelsen, herunder CEO Carsten Christensen og bestyrelsesformand Ole Steen Andersen, tidligere koncerndirektør i Danfoss.

BB Electronics, der i 2015 omsatte for ca. 425 mio. kr. og har 500 medarbejdere i Danmark og Kina, er en af Skandinaviens førende servicevirksomheder inden for elektronikproduktion, og under det nye ejerskab forventes det, at virksomhedens positive udvikling fortsætter.

Axcel kan se tilbage på et langt ejerskab af BB Electronics, der undervejs har haft både op- og nedture. Men via operationelle tiltag er selskabets indtjeningsmargin øget betydeligt de senere år, hvilket ikke mindst skyldes en dedikeret indsats fra ledelse og medarbejdere.

BB Electronics' bestyrelsesformand, Ole Steen Andersen, udtaler: "Den nye ejerkreds kender virksomheden særdeles godt, og derfor er vi overbevist om, at denne løsning også er bedst for virksomhedens langsigtede muligheder. Vi kan se, at de strategiske tiltag, som ledelsen har gennemført i de senere år, virker, og derfor føler vi os overbevist om, at den positive udvikling kan fortsætte i de kommende år."  

Også Axcels Managing Partner, Christian Frigast, er tilfreds med aftalen:

"Der har været gennemført en intensiv salgsproces med flere bydere, der udviste stor interesse for virksomheden. Men med salget til denne investorgruppe får Axcel samlet set de bedste betingelser, som også giver et ekstra provenu til investorerne, og dermed er Axcels to første fonde lukket."

Adm. dir. Carsten Christensen ser frem til at fortsætte udviklingen af BB Electronics:

"Øget fokus på robotproduktion og innovative løsninger i samarbejde med kunderne viser nu sit værd. Vi har i løbet af det seneste år vendt underskud til overskud og indgået flere strategiske aftaler, som vil sikre den fortsatte vækst. Med den nye ejerkreds får vi mulighed for at sikre den langsigtede udvikling, og samtidig er vi glade for, at Nykredit har bidraget konstruktivt som ny finansiel samarbejdspartner."

Der henvises i øvrigt til pressemeddelelse fra BB Electronics om årsregnskabet for 2015 udsendt 28. januar 2016.

Om Axcel

Axcel blev grundlagt i 1994 af en gruppe investorer fra Danmarks største finansielle og industrielle virksomheder. Axcel er i dag en nordisk kapitalfond, som fokuserer på mellemstore virksomheder og har en bred kreds af danske og internationale investorer. Axcel har rejst fire fonde med sammenlagt ca. 10 mia. kr. i kapitaltilsagn. Fondene har gennemført 43 investeringer og mere end 60 større tilkøb til disse. 34 virksomheder er blevet solgt eller børsnoteret. Axcel ejer i dag 9 virksomheder som tilsammen har omsætning på ca. 6 mia. kr. og ca. 4.000 medarbejdere. Yderligere oplysninger kan ses på www.axcel.dk.

Om BB Electronics

BB Electronics er en af Skandinaviens førende servicevirksomheder inden for elektronikproduktion. Virksomhedens basisprodukt er serviceydelser inden for sourcing, design for manufacturing, produktion, test, box build, systemintegration, distribution og after sale service. BB Electronics ønsker at være førende indenfor automatisering, logistik samt innovative kommunikative og kommercielle løsninger. BB Electronics' produkter bliver anvendt inden for en lang række brancher som telekommunikation, it, medikoteknik, industri, transport mv. BB Electronics har en betydelig markedsposition i Danmark inden for batchproduktion, ligesom virksomheden eksporterer en væsentlig andel til det nordeeuropæiske marked samt lokalt i Kina. BB Electronics beskæftiger ca. 100 medarbejdere i Danmark og lidt over 400 i Kina. Se www.bbelectronics.dk.

 

Yderligere information:

Adm. dir. Carsten Christensen: (+45) 25 38 33 39

Bestyrelsesformand Ole Steen Andersen: (+45) 40 15 66 48