Axcel V rejst med et samlet tilsagn på 4,6 mia. kr.

4. april 2018

 

Axcel har rejst sin femte fond med et samlet tilsagn på 4,6 mia. kr, hvilket svarer til fondens hard-cap. Axcel V har opnået stor opbakning fra både eksisterende investorer og en diversificeret gruppe af nye investorer fra Norden, Europa og USA.

Etableringen af Axcel V bekræfter, at der er stor opbakning til Axcels investeringsteam og dets fokuserede tilgang til investeringer og ejerskab, som bygger på mere end 20 års erfaringer i Norden.

Den lange historik med gode resultater og et stærkt netværk har gjort det muligt at tiltrække en bred gruppe af investorer til Axcel V, der spænder over store institutionelle investorer fra Norden, Europa og USA til en lang række af familier, fonde og virksomhedsejere.

Axcel V vil som Axcel IV investere i førende mellemstore virksomheder med stort udviklingspotentiale i primært Danmark og Sverige og med mandat til ligeledes at investere i det øvrige Norden. Axcel har gennem årene opbygget et omfattende industrielt netværk, som har skabt unikke investeringsmuligheder i vækstorienterede virksomheder. Axcels industrielle tilgang og fokus på vækst og værdiskabelse er en klar styrke i partnerskaber med familieejede virksomheder, der skal gennemføre en ny vækststrategi, lokale virksomheder, der skal udvikles internationalt, eller virksomheder, der skal fokusere på eller ekspandere deres kerneforretning. Axcels fonde har under denne strategi gennemført 49 investeringer og tæt på 100 tilkøb. 39 af disse investeringer er realiseret.

"Det glæder mig, at vi har opnået stor opbakning fra både vores mangeårige investorer, og at vi også har kunnet tiltrække helt nye både danske og internationale investorer. Dermed har Axcel V opnået sin hard-cap på 4,6 mia. kr., hvilket er vores hidtil største fond og 1 mia. kr. større end Axcel IV," siger Christian Frigast, der er Axcels Executive Chairman.

"Vi har oplevet en solid interesse for vores nye fond, som appellerer godt til investorerne på grund af en fokuseret strategi i et marked med mange spændende investeringsmuligheder. Vi ser nu frem til at fortsætte arbejdet med at skabe værdi til vores investorer ved at forløse et internationalt vækstpotentiale i en række mellemstore nordiske virksomheder," siger Christian Schmidt-Jacobsen, der er Managing Partner hos Axcel.

Axcel V har indtil videre gennemført investeringer i tre familieejede og vækstorienterede virksomheder, hvilket gør at godt 25% af fonden allerede er investeret:

  • Nissens, en førende global producent og systemleverandør af motorkøling og klimaprodukter til det internationale eftermarked til køretøjer samt leverandør af kølesystemer til industrier inden for vedvarende energi.
  • Mountain Top, leverandør af tilbehør til pickuptrucks til fabriksmontering hos bilproducenter som Ford, Nissan, Renault, VW, Mercedes-Benz og Toyota.
  • Isadora, producent af farvet kosmetik inden for kategorierne øjne, ansigt, læber og negle til ca. 5.000 butikker fordelt på 40 lande.

Clifford Chance og Bruun & Hjejle har bistået Axcel V med juridisk rådgivning i forbindelse med etableringen af fonden. FirstPoint Equity har været global placement agent.

Axcel V er hjemmehørende i Danmark og reguleret som en alternativ investeringsfond af Finanstilsynet.

 

 

 

Om Axcel

Axcel blev grundlagt i 1994 af en gruppe investorer fra Danmarks største finansielle og industrielle virksomheder. Axcel er i dag en nordisk kapitalfond, som fokuserer på mellemstore virksomheder og har en bred kreds af danske og internationale investorer. Axcel har rejst fem fonde med sammenlagt over 14 mia. kr. i kapitaltilsagn. Fondene har gennemført 49 investeringer og tæt ved 100 større tilkøb til disse. 39 virksomheder er blevet solgt eller børsnoteret. Axcel ejer i dag 10 virksomheder, som tilsammen har en omsætning på ca. 9 mia. kr. og omkring 6.000 medarbejdere.

 

Yderligere information:

Christian Frigast

Executive Chairman

+45 26 32 64 00

E-mail: cf@axcel.dk

 

Christian Schmidt-Jacobsen

Managing Partner

+45 21 78 36 97

E-mail: csj@axcel.dk