AXCEL SÆLGER KØKKENVIRKSOMHEDEN TCM GROUP TIL KAPITALFONDEN IK INVESTMENT PARTNERS

15. december 2015

 

Efter markante operationelle forbedringer i TCM Group, der er en af Skandinaviens førende køkkenproducenter, har Axcel indgået aftale om at sælge selskabet til fonde rådgivet af IK Investment Partners. Under Axcels ejerskab har TCM Group udviklet sig til en af Europas mest lønsomme køkkenproducenter.

TCM Group er en af Skandinaviens førende køkkenproducenter med stærke brands som Svane Køkkenet og Tvis Køkkener, der tilsammen har 70 butikker i Danmark og Norge. TCM Group leverer primært til det danske marked, men har i stigende grad fokus på det øvrige Norden. Under det nye ejerskab forventes det, at der kommer yderligere fart i internationaliseringen.

Partner hos Axcel Per Christensen kan se tilbage på en række solide forbedringer af TCM Group under Axcels ejerskab:
             

"TCM Group blev ramt hårdt af finanskrisen, men via en lang række operationelle tiltag er selskabets indtjeningsmargin øget fra 6% inden krisen til over 15% i dag. Dermed er TCM Group blandt de mest lønsomme køkkenproducenter i Europa. Disse resultater skyldes ikke mindst den indsats, som TCM Groups dygtige og dedikerede ledelse har ydet. Ledelsen har leveret markant fremgang i salg og indtjening fem år i træk. Salgsvæksten er drevet af konstant produktinnovation og skarpt fokus på kundetilfredshed, og omsætningen i 2015 er nu ved at være tilbage på niveauet fra før, krisen satte ind. Kort sagt er det en særdeles velfungerende virksomhed, godt rustet til yderligere vækst, som vi er stolte over at overdrage til et nyt ejerskab."

TCM Groups administrerende direktør, Ole Lund Andersen, tilføjer: "Vi har øget vores markedsandel i Danmark igennem de senere år, og efter vores succesrige entré i Norge ser vi gode muligheder for fortsat vækst i Skandinavien, som vi nu for alvor satser på. 2015 ser rigtig fornuftig ud med en vækst på mere end 20%, fordi der igen er begyndt at komme gang i markedet for køkkener og badeværelser. Samtidig kan vi se, at vores satsning på øget produktudvikling og dansk produktion giver pote i form af øget salg."  

Salget til fonde rådgivet af IK Investment Partners forudsætter alene godkendelse af konkurrencemyndighederne, og handlen forventes at falde på plads primo 2016.  

Om Axcel

Axcel blev grundlagt i 1994 af en gruppe investorer fra Danmarks største finansielle og industrielle organisationer. Axcel er en nordisk kapitalfond, som fokuserer på mellemstore virksomheder og har en bred kreds af danske og internationale investorer. Axcel har rejst fire fonde med sammenlagt ca. 10 mia. kr. i kapitaltilsagn og har gennemført 43 investeringer og mere end 60 større tilkøb til disse, og over 30 af disse er blevet solgt eller børsnoteret. Axcel ejer i dag 11 virksomheder, som tilsammen har en omsætning på ca. 7 mia. kr. og ca. 5.000 medarbejdere. Yderligere oplysninger kan ses på www.axcel.dk.

Om TCM Group

TCM Group udvikler, producerer og sælger køkkener og badeværelsesmiljøer fra fabrikker i henholdsvis Tvis og

Horsens. TCM Group forventer i 2015 en omsætning på over 500 mio. kr. TCM Group består af TMK A/S og Concepta A/S, der begge er leverandører af køkkener, badeværelser og garderobeskabe. TMK er den tredjestørste køkkenproducent i Skandinavien med stærke brands som Svane Køkkenet og Tvis Køkkener. Virksomheden leverer primært til det danske marked, men har et stigende internationalt fokus. Concepta er leverandør af køkkener og badeværelser til gør det selv-markedet. Produkterne distribueres primært gennem nordiske byggemarkedskæder under forskellige brands. Yderligere oplysninger kan ses på www.tmk.dk.

Sælgerne af TCM Group er Axcel (hovedaktionær), de tidligere ejere og ledelsen.  

 

Yderligere information:

Axcel:

Per Christensen, partner Mail: pc@axcel.dk

Tlf.: (+45) 333 66 999  

Mobil: (+45) 26 32 64 15

 

TCM Group:

Ole Lund Andersen, adm. direktør Mail: ola@tcm-group.dk

Tlf.: (+45) 97 43 52 00

Mobil: (+45) 41 90 66 66