Axcel køber førende mass hosting-leverandør af Visma, som opererer under varemærkerne Loopia og Active 24

18. juni 2018

 

  • Axcel investerer i Loopia og Active 24, som tilsammen udgør en markedsførende mass hosting-leverandør p.t. ejet af Visma
  • Forretningen tilbyder webdomæner, webhosting og value added services til omkring 350.000 små og mellemstore virksomheder samt prosumer-kunder på abonnementsbasis
  • Loopia og Active 24 har en markedsførende position i Sverige og Tjekkiet og en pæn tilstedeværelse i Holland, Norge, Serbien, Slovakiet, Spanien, Storbritannien og Tyskland
  • Forretningen leverer høje étcifrede organiske vækstrater og er desuden vokset gennem et nyligt tilkøb
  • Axcel vil støtte virksomheden i dens yderligere vækst ved at udvide udbuddet af value added services til eksisterende kunder og vokse på eksisterende og nye geografiske markeder gennem opkøb

Loopia og Active 24 tilbyder webdomæner, webhosting og value added services såsom sikkerhed, e-handel og Microsoft Office 365. Produkterne sælges online på forudbetalt abonnementsbasis til omkring 350.000 små og mellemstore virksomheder samt prosumer-kunder, primært i Sverige og Tjekkiet, men også i Holland, Norge, Serbien, Slovakiet, Spanien, Storbritannien og Tyskland. Forretningen har været ejet af Visma og ledes af adm. direktør John Hugosson.

”Efter en årrække med øget rentabilitet og kraftig vækst er næste skridt i vores udvikling at øge vores markedsandel på eksisterende markeder via vækst inden for value added services samt opkøb på eksisterende og nye markeder. Så det er det helt rigtige tidspunkt at gå sammen med en aktiv investor som Axcel, som kan hjælpe os med at gennemføre vores strategiplan. Axcel har stor erfaring med at udvikle teknologivirksomheder både organisk og via opkøb, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan bringe Loopia og Active 24 op på næste niveau,” siger John Hugosson.

I de senere år har Loopia og Active 24 været inde i en god udvikling, og nu tror Vismas ejere og ledelse, at forretningen kan udvikle sig endnu hurtigere og bedre uafhængigt af Visma. 

”Med salget kan Visma-koncernen fortsætte sin fokuserede udvikling som en 'pure-play' SaaS/software-forretning. Visma er vokset hurtigt organisk og gennem mere end 160 opkøb og er blevet den største softwarevirksomhed i Nordeuropa og en førende cloud-virksomhed for forretningskunder i Europa. Visma vil anvende provenuet fra salget af hostingforretningen, kombineret med virksomhedens allerede stærke ressourcer, til at fortsætte sin hurtige vækst, både organisk og via opkøb,” siger Øystein Moan, adm. direktør i Visma.

Virksomheden har opnået særdeles gode resultater i de senere år ved at konsolidere sine eksisterende platforme, øge rentabiliteten og vokse organisk. Derudover har den bevist, at den kan skabe rentabel vækst gennem opkøb.

”John og hans team har formået at vokse forretningen og samtidig skabe et skalérbart grundlag for både organisk og opkøbsbaseret ekspansion. Der er et reelt potentiale for yderligere ekspansion på eksisterende markeder gennem øget salg af value added services til eksisterende kunder samt yderligere ekspansion gennem konsolidering af især geografiske markeder, men også af nye markeder på tværs af Europa. Vi ser frem til at gennemføre selskabets strategi sammen med John og hans team,” siger Partner Christian Bamberger Bro, som er ansvarlig for investeringen hos Axcel.

Loopia og Active 24 er Axcel V’s sjette investering, og Axcel vil – pånær en investering fra ledelsesteamet – eje 100% af aktierne i forretningen.

 

Om Axcel

Axcel blev grundlagt i 1994 og er i dag en nordisk kapitalfond, som fokuserer på mellemstore virksomheder og har en bred kreds af nordiske og internationale investorer. Axcel har rejst fem fonde med sammenlagt p.t. over 15 mia. kr. i kapitaltilsagn. Fondene har gennemført 52 investeringer og knap 100 større tilkøb til disse. 39 virksomheder er blevet solgt eller børsnoteret. Axcel ejer i dag 13 virksomheder, som tilsammen har en omsætning på ca. 10,5 mia. kr. og omkring 6.300 medarbejdere

Om Loopia og Active 24

Virksomheden er grundlagt i 1998 og er en markedsførende mass hosting-leverandør, der tilbyder domæner, webhosting og value added services. Produkterne sælges direkte online på forudbetalt abonnementsbasis til en voksende kundebase bestående af omkring 350.000 små og mellemstore virksomheder samt prosumer-kunder. Produkterne sælges under Loopia-varemærket i Sverige og Active 24-varemærket i Tjekkiet. Derudover er der et mindre salg til andre markeder i Europa. Selskabet har hovedsæde i Västerås i Sverige. 

Om Visma

Visma gør forretninger mere effektive gennem sit udbud af software-, handels- og detail-IT-løsninger samt IT-relaterede projekter og konsulentydelser. Visma forenkler og digitaliserer kerneforretningsprocesser inden for den private og offentlige sektor. 760.000 kunder i Nordeuropa bruger Vismas produkter og tjenester, og yderligere 350.000 bruger Visma som hostingpartner. Koncernen har 6.700 medarbejdere og havde i 2017 en omsætning på NOK 9.346 millioner 

 

Yderligere oplysninger:

Axcel:

Christian Bamberger Bro, Partner

E-mail: cbb@axcel.dk

Tlf.: +45 4099 3939

 

Christian Schmidt-Jacobsen, Managing Partner

E-mail: csj@axcel.dk

Tlf.: +45 3336 6999

 

Loopia og Active 24:

John Hugosson, adm. direktør

E-mail: john.hugosson@visma.com

Tlf.: +47 9286 3916

 

Visma:

Mikael Männik, Director of Mergers & Acquisitions

E-mail: mikael.mannik@visma.com

Tlf.: +46 7 3510 1220