Axcel investerer i Phase One

17. juni 2019

Axcel har indgået aftale om at overtage aktiemajoriteten i Phase One, en førende teknologivirksomhed med speciale i digital billedbehandlingssoftware og -udstyr i topklasse. Den nuværende ledelse vil geninvestere i virksomheden sammen med Axcel og vil fortsat eje en væsentlig aktiepost.

Phase One har igennem de senere år undergået en vellykket transformation og er i dag en markedsførende virksomhed inden for billedbehandlingsteknologi med to divisioner:

  • Software Imaging Systems (SIS), som under mærket Capture One leverer markedsførende raw-billedbehandlingssoftware til fotografer og virksomheder
  • Image Capture Solutions (ICS), som leverer mellemformatkamerasystemer i absolut topklasse til industrielle anvendelser og specialfotografering

I dag kommer hovedparten af væksten og indtjeningen fra salget af softwareløsninger, hvor det er lykkedes selskabet at øge salget med ca. 40% p.a. igennem de sidste fire år, og hvor der også  forventes høj vækst i 2019. Selskabet har hovedsæde i København og kontorer i Tyskland, Hongkong, Israel, Japan og USA.

”Vi er meget glade for, at vi har kunnet finde en ny ejer i Axcel, som har stor erfaring i at udvikle teknologivirksomheder. Vi ser gode  muligheder for at vokse og yderligere styrke vores position i de kommende år, og jeg er overbevist om, at vi sammen med Axcel kan bringe Phase One op på næste niveau,” siger adm. direktør Henrik Håkonsson.

Christian Bamberger Bro, som er ansvarlig for investeringen hos Axcel, er tilfreds med transaktionen:

”Phase One har opbygget sin position på basis af indgående teknisk ekspertise og en innovativ produktportefølje, og vi er imponerede over, hvad ledelsen har opnået igennem de seneste år. Vi ser frem til at drage nytte af vores erfaring med at få softwarevirksomheder til at vokse, og vi glæder os også til at arbejde sammen med ledelsen i dens indsats for at skabe yderligere vækst.”

Asbjørn Hyldgaard, partner i Axcel, tilføjer:

”Phase One er en spændende investeringsmulighed for Axcel, hvor vi kan udnytte vores erfaring inden for en række brancher, nemlig teknologi, industri og forbrugsgoder. Vi ser mange måder at skabe værdi på i Phase One i de kommende år.”

Axcel køber Phase One af Silverfleet Capital og ledelsen. Parterne er enige om ikke at offentliggøre nogen finansielle vilkår. Transaktionen er underlagt de sædvanlige myndighedsgodkendelser.

Phase One er den ottende investering i Axcel V.

Axcel er blevet rådgivet af Deloitte Corporate Finance, Deloitte Transaction Services, Bain & Company, Moalem Weitemeyer Bendtsen og Ropes & Gray.

 

Om Phase One

Phase One A/S er en verdensførende leverandør af billedbehandlingssoftware til professionelle, prosumere og virksomheder. Phase One er desuden verdensførende inden for digitale mellemformatkameraer til professionelle fotografer og industrielle anvendelser. Phase One blev etableret i starten af 1990'erne og er en ægte digital pioner med et dybt engagement i  kundernes behov for produktivitet, perfekt billedkvalitet og kreativ frihed.

Med base i København og med baggrund i de høje krav, der stilles til skandinavisk design har Phase One forpligtet sig til at levere den bedste brugeroplevelse. Phase One har kontorer i Tokyo, Hongkong, Shanghai, Køln, Tel Aviv, New York og Denver samt ekspertteams i form af globale partnere og kan derved betjene og bistå kunder i hele verden både elektronisk og personligt.

 

Om Axcel                                      

Axcel blev grundlagt i 1994 og er i dag en nordisk kapitalfond, som fokuserer på mellemstore virksomheder og har en bred kreds af nordiske og internationale investorer. Axcel har rejst fem fonde med sammenlagt over 15 mia. kr. i kapitaltilsagn. Fondene har gennemført 54 investeringer og knap 100 større tilkøb til disse. 43 virksomheder er blevet solgt eller børsnoteret. Axcel ejer i dag 11 virksomheder, som tilsammen har en omsætning på over 7 mia. kr. og over 4.000 medarbejdere.