Axcel investerer i den familieejede lønspecialist LESSOR

31. marts 2016

 

Axcel køber LESSOR-Gruppen, der er specialist i IT-baserede løn- og personalesystemer gennem to brands, LESSOR og Danløn. Axcel vil fortsætte den vækstplan, der har medvirket til at give LESSOR-Gruppen en ledende position på markedet for lønsystemer til private virksomheder.

LESSOR-Gruppen blev etableret af familien Fich i 1972. Virksomheden har siden 1999 realiseret en gennemsnitlig årlig vækst på knap 10% og en stærk indtjening. I dag har virksomheden ca.

47.000 kunder i og uden for Danmark, og godt 850.000 medarbejdere får deres løn udbetalt fra et system udviklet af LESSOR-Gruppen.

"Det er ikke uden vemod, at vi sælger familiens livsværk, som blev startet af vores far, William Fich, i 1972, men efter mere end 40 år med konstant fremgang føler vi, at tiden nu er kommet til at give stafetten videre," siger adm. direktør Henrik Fich fra LESSOR-Gruppen på vegne også af sin søster, Mette Fich Blomqvist, der ligeledes indtager en ledende position i gruppen.

"Med Axcel som ejer fortsætter vi som en selvstændig virksomhed og kan vedblive med at levere innovative og markedsledende løsninger inden for løn- og personaleadministration til private virksomheder. Dermed kommer ejerskiftet heller ikke til at medføre ændringer for kunder, samarbejdspartnere eller vores medarbejdere i LESSOR-Gruppen," slutter Henrik Fich.

Axcel: LESSOR er en yderst veldrevet familievirksomhed

"LESSOR-Gruppen har historisk realiseret en imponerende fremgang i salg og indtjening baseret på innovative løsninger, høj kundetilfredshed og meget engagerede medarbejdere. Vi tror på, at det stærke momentum kan fastholdes i det danske marked, og at der kan sættes endnu mere fart på ekspansionen i en række nye markeder," siger partner Christian Bamberger Bro, der sammen med Christoffer Müller er ansvarlig for investeringen hos Axcel.

"Kombinationen af både organiske vækstmuligheder, geografisk ekspansion, øgede investeringer i produktudvikling samt mulighederne for vækst gennem opkøb gør LESSOR-Gruppen til en meget spændende virksomhed og en interessant investeringsmulighed," slutter Christian Bamberger Bro.

Købet af LESSOR-Gruppen vil være den 10. investering i Axcel IV. Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Familien Fich blev rådgivet af FIH Partners, Plesner og PwC. Axcel blev rådgivet af Kromann Reumert og Deloitte.

Om Axcel

Axcel blev grundlagt i 1994 af en gruppe investorer fra Danmarks største finansielle og industrielle virksomheder. Axcel er i dag en nordisk kapitalfond, som fokuserer på mellemstore virksomheder og har en bred kreds af danske og internationale investorer. Axcel har rejst fire fonde med sammenlagt ca. 10 mia. kr. i kapitaltilsagn. Fondene har gennemført 43 investeringer og mere end 80 større tilkøb til disse. 34 virksomheder er blevet solgt eller børsnoteret.

Axcel ejer i dag ni virksomheder, som tilsammen har en omsætning på ca. 6 mia. kr. og ca. 4.000 medarbejdere. Yderligere oplysninger kan ses på www.axcel.dk.

Om LESSOR

LESSOR-Gruppen har siden 1972 leveret løsninger til små, mellemstore og store virksomheder. LESSOR-Gruppens fokus er at levere effektive og fleksible IT-løsninger til håndtering af løn, tidsregistrering, vagtplaner og HR. Løsninger, som kan lette dagligdagen for kunderne. Over 45.000 danske og 1.500 internationale virksomheder bruger i dag en eller flere af LESSOR-Gruppens løsninger, der markedsføres under de to brands LESSOR og Danløn, der henvender sig til hhv. store og mellemstore virksomheder og små virksomheder.

 

Yderligere information:

Axcel

Christian Bamberger Bro

Tlf.: 4099 3939

E-mail: cbb@axcel.dk

Christian Frigast

Tlf.: 2632 6400

E-mail: cf@axcel.dk

LESSOR

Henrik Fich

Tlf.: 4816 6000

E-mail: hf@lessor.dk