Axcel investerer i den familieejede kølespecialist Nissens

24. maj 2017

Axcels partnerskab med Nissens skal sikre fortsat vækst i den jyske kølevirksomhed, der er en ledende international spiller inden for auto-eftermarkedet samt vindmølle- og industrisegmentet. Den hidtidige ejer, Alan Nissen, fortsætter i selskabets bestyrelse og som en betydelig medinvestor.

Nissens, der udvikler, producerer og leverer køleløsninger til automobil- og vindmølleindustrien, blev etableret i 1921 i Horsens og har været familieejet igennem fire generationer. Nissens har i de senere år oplevet høj vækst i alle segmenter og er godt positioneret til at fortsætte den positive udvikling. I regnskabsåret 2015/16 omsatte Nissens for knap 1,4 mia. kr. med en driftsindtjening på ca. 160 mio. kr.

"Efter snart 100 år i familiens eje er det en stor beslutning at sælge, men tidspunktet er nu det rette, og jeg har stor tillid til Axcel som samarbejdspartner, eftersom vi har kendt hinanden gennem mange år. Vi har en stærk ledelsesgruppe med Mikkel K. Andersen i spidsen, og med Axcel får vi desuden tilført en strategisk sparring, som kan give os styrke til at tage del i den fremtidige globale vækst og vinde yderligere markedsandele. Jeg er i den forbindelse tilfreds med, at jeg bliver i Nissens med en betydelig minoritetsandel," siger Alan Nissen, der ligeledes fortsætter i bestyrelsen som næstformand og navnlig skal have fokus på produktudvikling.

Det er den første investering i Axcel V, og partner Lars Cordt, der har været ansvarlig for opkøbet hos Axcel, ser frem til samarbejdet:

"Nissens har gennem en lang periode oplevet stor fremgang i både omsætning og indtjening. Dette er opnået via dedikerede medarbejdere med stort fokus på kundeservice og produktudvikling. Virksomheden er blandt de førende på auto-eftermarkedet og global markedsleder inden for vind og dermed godt positioneret til fortsat at tage markedsandel. Derudover ser vi gode muligheder for at skabe vækst via opkøb," siger Lars Cordt.

"Det er en vigtig del af Axcels strategi at kunne bistå familier med at gennemføre generationsskifter. Jeg er meget tryg ved det kommende samarbejde med familien Nissen og glad for, at vores lange relation nu bærer frugt," siger bestyrelsesformand i Axcel Christian Frigast.

Nissens har gennem det seneste regnskabsår fortsat de gode takter med tocifrede vækstrater i både omsætning og indtjening.

"Med Axcel som ejer kan vi vedblive med at levere innovative og markedsledende løsninger inden for køleindustrien. Jeg ser på den baggrund frem til at fortsætte vækstsporet sammen med Axcel," siger CEO Mikkel K. Andersen, der har været syv år hos Nissens.

"Med investeringen i Nissens er Axcel V kommet godt fra start, og vi er glade for, at vores investor PKA også er med i Nissens' nye ejerkreds. Siden fondens første closing i april har vi fået lukket yderligere investorer ind i fonden, og går alt efter planen, kan vi lukke den i løbet af efteråret 2017," siger Managing Partner Christian Schmidt-Jacobsen.

Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Om Axcel

Axcel blev grundlagt i 1994 af en gruppe investorer fra Danmarks største finansielle og industrielle virksomheder. Axcel er i dag en nordisk kapitalfond, som fokuserer på mellemstore virksomheder og har en bred kreds af danske og internationale investorer. Axcel har rejst fem fonde med sammenlagt ca. 13,5 mia. kr. i kapitaltilsagn. Fondene har gennemført 47 investeringer og mere end 80 større tilkøb til disse. 37 virksomheder er blevet solgt eller børsnoteret. Axcel ejer i dag 10 virksomheder, som tilsammen har en omsætning på ca. 9 mia. kr. og omkring 5.800 medarbejdere.

Om Nissens

Nissens består af to forretningsenheder: Nissens Automotive, der udvikler, producerer og sælger køler- og klimaprodukter til det globale automotive eftermarked, samt Nissens Cooling Solutions, der designer, producerer og sælger kundetilpassede kølekomponenter, -systemer og -moduler til vindmølleindustrien og on- & offroadsegmentet, herunder forsvars-, mine- og entreprenørindustrierne. Kølerkoncernen har globalt mere end 1.300 medarbejdere med salgs- og produktionsfaciliteter på tværs af tre kontinenter. Både Nissens Automotive og Nissens Cooling Solutions er anerkendte i markedet for deres fokus på innovation og produktudvikling, høje produktkvalitet samt stærke koncepter inden for logistik og supply chain. Nissens omsatte i regnskabsåret 2015/16 for 1,4 mia. kr.

For yderligere information

Axcel:
Lars Cordt, Partner
Mail: lc@axcel.dk
Tel.: +45 40993903

Christian Schmidt-Jacobsen, Managing Partner
Mail: csj@axcel.dk
Tel.: +45 21783697

Nissens:
Rikke Kroer Høberg, Vice President
Mail: rkh@nissens.com
Tel: +45 26880051