Sådan arbejder Axcel

Vores arbejdsmetode bygger på omfattende viden, som vi har indhentet både før og efter, at vi har investeret i virksomheden.

Axcel tager ansvaret for virksomhedernes udvikling

Ved at have aktiemajoriteten i de virksomheder, vi investerer i, kan vi tage ansvar for de strategiske beslutninger. Desuden lægger Axcel vægt på, at den daglige ledelse også investerer i sine virksomheder. Det partnerskab er med til at sikre, at der altid arbejdes for at skabe langsigtet værdi i virksomheden.

Målet er langsigtet værdiskabelse

Axcel ville beholde os stiftere i virksomheden, og jeg fik mulighed for at være med i processen med at finde en ny direktør. Det betyder meget, når man selv har været med til at bygge noget op fra grunden.
- Per Enevoldsen, stifter af PANDORA

Allerede før Axcel investerer i en virksomhed, overvejer vi, hvordan organisationen kan udvikles. Vi kigger på produkter, varemærker, geografisk ekspansion samt sourcing. Og så arbejder vi på initiativer, der kan fastholde ledelse og nøglemedarbejdere for dermed at sikre den langsigtede værdiskabelse. Typisk bliver ledelsen medinvestor, og dette partnerskab er med til at sørge for, at ledelsen altid arbejder ud fra en strategi om langsigtet værdiskabelse i virksomheden.

De første 100 dage

De første 100 dage efter investeringen udvikler vi i samarbejde med ledelsen en plan for hele ejerperioden. I den første tid efter overtagelsen er der ofte stor motivation og åbenhed over for nye tiltag i virksomheden. Planen omfatter alt fra kortlægning af virksomhedens udviklingspotentiale til overvejelser omkring, hvem der på langt sigt vil være den bedste ejer for virksomheden. 

Det lange seje træk

Axcel udvikler selskaberne med henblik på at forbedre indtjeningen. Vi tager aktivt ejerskab, hvilket betyder, at vi ud over at stille kapital til rådighed samarbejder aktivt med bestyrelsen og ledelsen om at udvikle virksomheden.

Det kan være på områder som: 

• Branchekonsolidering, dvs. assistance i forbindelse med tilkøb.
• Operationelle projekter, dvs. projekter, der gør virksomheden mere effektiv og nedbringer omkostningerne.
• Strategiske projekter, som typisk skal skabe vækst på toplinjen.

Ved hjælp af disse værktøjer gør Axcel virksomhederne mere levedygtige og dermed også mere værdifulde. Det kræver engagement. Derfor samarbejder Axcel dagligt med virksomhedernes ledelser, medarbejdere og eventuelt også tidligere ejere og stiftere, så vi sammen kan skabe ny energi og vækst.

Vi opererer i 10-årige perioder

Axcels fonde arbejder typisk over en periode på ca. 10 år. I løbet af den periode investeres der i virksomheder, som udvikles og sælges igen. De første fem til seks år bruges på at investere i nye virksomheder. Efter denne periode tilføres der kun kapital til tilkøb til eksisterende virksomheder eller til virksomheder, der måtte have behov. Den resterende del af perioden bruges til at sælge virksomhederne igen.

Virksomhederne opererer finansielt uafhængigt af hinanden. Provenu fra salg af én virksomhed kan ikke bruges til at finansiere andre af fondens virksomheder. Et eventuelt udbytte fra en virksomhed går derfor direkte tilbage til investorerne i den pågældende fond.

Incitamentsprogrammer i Axcels virksomheder

Det er mennesker, der skaber resultaterne i Axcels virksomheder, og derfor er det afgørende, at virksomhederne kan tilbyde konkurrencedygtige vilkår, herunder incitamentsprogrammer. Ledende medarbejdere bliver tilbudt en lønpakke, der afhænger af de resultater, virksomhederne skaber. Ledelsen bliver derfor kun belønnet, hvis Axcel samtidig leverer et kontant afkast til sine investorer.

Det er desuden en forudsætning for at deltage i Axcels incitamentsprogram, at de pågældende medarbejdere selv investerer i virksomheden. Vi ved, at man på den måde skaber de bedste forudsætninger for motivation af både ledelse og medarbejdere.