Corporate governance hos Axcel

Corporate governance i kapitalfondsejede virksomheder er anderledes end i tilsvarende børsnoterede virksomheder. Når Axcel investerer i en virksomhed, udnævnes en ny bestyrelse, der kan bidrage med relevante erfaringer, ledelse og knowhow. På vegne af virksomhedens aktionærer har bestyrelsen ansvaret for at sætte den strategiske retning og føre tilsyn med ledelsen af virksomheden. Axcel involverer sig dermed i de centrale beslutninger gennem bestyrelsesarbejdet, hvilket er afgørende på grund af den afgrænsede ejerperiode på tre til syv år. Axcel bidrager dermed med mere til virksomhederne end blot kapital. 

Ekstern bestyrelsesformand

Axcel vil normalt udpege en ekstern bestyrelsesformand med tung industriel erfaring og besætter selv posten som næstformand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer udpeges med udgangspunkt i virksomhedens konkrete behov for strategisk sparring. Axcel trækker i den forbindelse på et betydeligt netværk i dansk erhvervsliv.

Ledelsestriangel

Den administrerende direktør, bestyrelsesformanden og den ansvarlige partner hos Axcel udgør herefter den vigtige ledelsestriangel, som har det overordnede ansvar for virksomhedens udvikling. De arbejder tæt sammen og foretager regelmæssige opfølgninger mellem bestyrelsesmøderne.

Incitamentsprogram

Det er mennesker, der skaber resultaterne i Axcels virksomheder, og derfor er det afgørende, at medarbejderne tilbydes konkurrencedygtige vilkår. Ledende medarbejdere bliver tilbudt en lønpakke, der afhænger af de resultater, virksomhederne skaber, og der tilbydes et incitamentsprogram, hvor medarbejdere selv investerer i virksomheden. Det er sådan, man skaber de bedste forudsætninger for at tiltrække og motivere ledelse og medarbejdere.