Stærke banker er nøglen til vækst

20. januar 2011

For to år siden var medierne fulde af historier om nødlidende banker. Nu er vi ved at komme ud på den anden side efter nogle hårde år, der har ramt hele det danske samfund hårdt. Lavvækst, kreditkrise og usikkerhed om den økonomiske politik er blandt nøgleordene. Hvordan kan vi genvinde momentum?

En vigtig del af svaret er at få vores banker tilbage på sporet, men det er desværre uendeligt kompliceret at sikre, hvilket de talrige politiske diskussioner om regulering af bankerne både lokalt og globalt fortæller alt om. 

For en kapitalfond som Axcel er bankerne afgørende for vores forretning. Uden banker var vi tvunget til at finansiere vores virksomhedshandler fuldt ud selv, og det er alt for ufleksibelt og i øvrigt også usundt. For en god kreditvurdering af et selskab er en god second opinion, som vi kan bruge til at skærpe vores opmærksomhed om risici ved investeringen.

Derudover sikrer bankfinansieringen, at vi er i stand til at investere i flere virksomheder end ellers. Det er til gavn for samfundet, for mange undersøgelser peger på, at kapitalfondsejerskab i en periode på 4-7 år er sundt for en virksomhed. Det gælder både, hvad angår lønsomhed og beskæftigelse. DVCA's undersøgelser viser således, at kapitalfondsejede virksomheder har en EBIT-margin, der ligger mere end dobbelt så højt som sammenlignelige børsnoterede selskaber. Og senest viser en undersøgelse fra CBS, der er lavet uafhængigt af DVCA, at kapitalfondsejede selskaber skaber flere job end andre selskaber.

Også for den øvrige del af samfundet er banker fuldstændigt afgørende. Samfund med en veludviklet finansiel infrastruktur vil normalt være rigere end samfund, hvor det er vanskeligere at låne penge. Tænk blot på, hvad det danske realkreditmarked betyder for almindelige menneskers mulighed for at købe hus. De fleste, der køber et hus, har normalt kun 10-20% af pengene selv. Resten får de finansieret af et realkreditinstitut eller en bank. Uden denne mulighed ville vi først have råd til at købe hus, når vi går på pension.

Det er på samme måde de fleste virksomhedshandler bliver finansieret, og det medvirker til at skabe dynamik i erhvervslivet. Det vigtige er blot, at gældsbyrden er afstemt med selskabernes mulighed for at servicere gælden. Igen viser DVCA's opgørelser, at kapitalfondsejede selskaber kun meget sjældent går konkurs, og det afspejler, at gældsætningen i disse selskaber er inden for grænserne af det rimelige.

Den finansielle ustabilitet, der i øjeblikket tegner sig på grund af problemerne i de såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien), truer i nogen grad med ny finansiel ustabilitet, som kan få de finansielle markeder til at fryse til. Problemerne i disse lande kan ikke kun afhjælpes ved hjælp af regulering, for det er i høj grad fortidens synder, der nu kommer til syne. Der er i stedet brug for kreditter, kombineret med en meget større økonomisk ansvarlighed i de pågældende lande, som betingelse for udstedelse af kreditterne. Hvis ikke EU magter den opgave, er risikoen for, at krisen vender tilbage, meget stor.

Men hvad betyder de nye skrappe reguleringskrav, som bankerne skal leve op til? En mere robust banksektor vil mindske sandsynligheden for fremtidige finansielle kriser. Det er det positive. Men strammer man alt for meget, vil det også gøre det sværere for bankerne at låne ud. Det betyder, at bankerne nødvendigvis må hæve deres marginaler for at bevare deres indtjening, og det er der kun kunderne til at betale. Det vil både virksomheder og private komme til at mærke i den kommende tid, og risikoen er, at aktiviteten i samfundet vil dale.

Det er en nødvendig omkostning, fordi vi naturligvis er tvunget til at reagere over for de banker, der ikke har udvist tilstrækkelig forsigtighed. Man skal dog bare gøre sig klart, at reguleringen også rammer de banker, der altid har opført sig ordentligt, og derfor kan reguleringen medføre et velfærdstab, fordi velfungerende banker vil få indskrænket deres muligheder.

Vi ser lidt af det samme med AIFM-direktivet, som er ved at blive vedtaget netop nu i EU. Det rammer i høj grad en række kapitalfonde, der arbejder stenhårdt på at skabe stærke virksomheder, og spørgsmålet er, om det overhovedet vil gøre noget for at styrke den finansielle stabilitet. Vi savner endnu svar fra EU-Kommissionen på spørgsmålet om, hvorfor man mener, at kapitalfonde har bidraget til finansiel ustabilitet, for alle forskningsresultater peger på det stik modsatte. Det tætteste, vi kan komme på et svar, er, at kapitalfonde åbenbart bliver slået i hartkorn med hedgefonde, hvilket vi har svært ved at se fornuften i, da det er to vidt forskellige forretningsmodeller.

Regeringen har imidlertid gjort en indsats for at rette op på de negative konsekvenser af finanskrisen og den hårde regulering. Det nylige danske initiativ, hvor hensigten er at få danske pensionskasser til at allokere kapital til, at der kan investeres i virksomheder, der har vanskeligt ved at få kredit i bankerne, vil dog ikke nødvendigvis øge vores velstand på længere sigt. For det er ikke sikkert, at det er manglende kreditværdighed, der er problemet for disse virksomheder. Det kan lige så godt være, at selskaberne ikke har en overbevisende udviklingsplan. Hvis det om et par år viser sig, at investeringerne giver et lavt afkast eller endog tab, vil konsekvensen være, at hele samfundet bliver fattigere, fordi pengene kunne være blevet forrentet bedre andre steder.

Den kommende regulering, både hvad angår banker og kapitalfonde, kommer vi ikke uden om. Men det er vigtigt, at vi nu holder et vågent øje med, at reguleringen ikke får for mange utilsigtede konsekvenser i form af lavere aktivitet i samfundet. Og navnlig er det vigtigt, at regeringen - uanset dens partifarve - ikke finder på specifik dansk lovgivning, der går videre end det, man nu er blevet enig om internationalt.