Partnerfrise_7

PANDORA Holding og KasiGroup stifter fælles selskab, der skal varetage salget af PANDORA smykker i fem lande

PANDORA Holding og KasiGroup har siden 2005 haft et succesfuldt samarbejde omkring salg og markedsføring af PANDORA smykker i Tyskland, Østrig og Schweiz. Med virkning fra 1. januar 2010 styrkes samarbejdet yderligere gennem stiftelse af et fællesejet selskab, der udover de nuværende lande også skal varetage salget af PANDORA smykker i Holland og Italien.

PANDORA blev stiftet i 1982 af guldsmed Per Enevoldsen og hans daværende hustru. Selskabets rødder går dog helt tilbage til 1950’erne, hvor Per Enevoldsens far, Algot Enevoldsen, designede og fremstillede smykker. I 2008 blev ejerkredsen udvidet med Axcel som majoritetsaktionær, og i dag er PANDORA en global virksomhed med hovedsæde i København og med mere end 3000 ansatte i datterselskaber i Nord-Amerika, England, Polen, Thailand, Australien, Hong Kong og nu også Tyskland.

Derudover samarbejder PANDORA med en række distributører og samlet set markedsføres PANDORA i mere end 30 lande verden over, med en omsætning i 2009 på ca. DKK 3 mia kr. Siden 2005 har KasiGroup med stor succes haft rettighederne til at sælge og markedsføre PANDORA i Tyskland, Østrig og Schweiz. Væksten har været større end noget tidligere set i smykkebranchen i disse markeder, hvor PANDORA i dag forhandles af mere end 2000 selvstændige juvelerer, juvelerkæder og varehuse samt 78 PANDORA Concept Stores og Shop-in-Shops. I 2009 forventer KasiGroup at omsætte for ca. DKK 800 mill.

Mikkel Vendelin Olesen, PANDORAs CEO siger: ”Vi er meget tilfredse med, at vi gennem det nye, fællesejede selskab PANDORA Jewelry GmbH med Jesper L. Nielsen ved roret får konsolideret vores succesfulde samarbejde i de tysktalende lande. Derudover har vi store forventninger til øget vækst på det hollandske marked, hvor det nye selskab overtager rettighederne, og ikke mindst Italien, der for os er et helt nyt marked med stort potentiale”.

Jesper L. Nielsen, KasiGroup siger: ”Da vi i begyndelsen af 2009 valgte at flytte KasiGroup til Hamborg, var det i erkendelse af nødvendigheden af at være tæt på vores hovedmarkeder. Det har resultatmæssigt vist sig at være den rigtige disposition og har ledt frem til denne mulighed for et endnu tættere samarbejde med PANDORA. Man kan sige, at vi med succes har været forlovet siden 2005 og nu vælger at fortsætte som ’gifte’ i form af et fælles firma, hvor den daglige drift og ledelse fortsat vil blive varetaget af familien Nielsen med mig som direktør men hvor vi får nogle fordele af at være en del af en stor global gruppe”.

Det nye selskab, PANDORA Jewelry GmbH, stiftes via et dansk holdingselskab PANDORA Jewelry Central Western Europe A/S, hvor 51 % ejes af PANDORA Holding og 49 % ejes af KasiGroup. Selskabet vil have Mikkel Vendelin Olesen som Bestyrelsesformand og Jesper L. Nielsen som CEO og have mere end 200 medarbejdere fordelt på de to nuværende lokationer i Glostrup og Hamborg.

KasiGroups sponsorater i Brøndby IF og AG Håndbold forbliver i KasiGroup, mens sponsoratet i håndboldklubben Rhein-Neckar Löwen medtages, da det er et væsentligt element i salgsaktiviteterne på det tyske marked.

For yderligere oplysninger:

Mikkel Vendelin Olesen
CEO PANDORA Jewelry
Tlf. +45 21265507
mvo@pandora.dk 

Jesper L. Nielsen, CEO
KasiGroup
Tlf. +49 (040) 2487 560
jn@kasigroup.dk